Anmeldelse af Benjamin Koppels roman ”Annas sang”.

 – af Jørgen Vangsted, maj 2022

Livet starter med den omsorg forældre viser deres børn, og således dannes man i den rede, man opvokser i. Hannah, som er bogens hovedperson, har sin opvækst før krigen, i en traditionsbunden religiøs jødisk familie. Hun har kærlige forældre, og deres mål er, som andre forældres, at give deres børn alt det bedste i livet.

Men når det bedste har rod i en utidssvarende kultur, kortslutter dannelsen med virkeligheden. Familiens næsten fundamentalistiske forhold til religionen og traditionerne kolliderer med den medfødte evne til selv at finde kærligheden til et andet menneske – og til musikken, som er Hannahs store passion. Hendes brødre bryder mønsteret, til stor sorg og fortrydelse for familien, men da det er Hannahs tur, vinder hendes loyalitet til familien over den store kærlighed til Aksel, og hun indgår et arrangeret ægteskab med François fra en rettroende fransk jødisk familie.

François er umusikalsk og forbyder Hannah at spille i deres hjem. Derved slukkes lyset i hendes drøm om at blive pianist. Hun føder parret tre piger, men det er kun en dreng, der kan gøre hendes utro ægtemand tilfreds. Sådan bliver et næsten tyrannisk ægteskab beskrevet som en cliffhanger, der hele tiden overbeviser læseren om, at Hannah, med sin medfødte intelligens, snart bryder ud af de middelalderlige lænker der binder hende og døtrene, og som synes at have til hensigt at gentage sig.

“Annas sang” er en gribende fortælling om den smerte, der ligger i forstenede traditioner og kærlighed til livet. Den forelskelse hun har til Aksel og musikken bliver et omdrejningspunkt uden forløsning, men for Hannah er det bedre at have elsket og mistet end slet ikke at have elsket. At savne den man elsker er en lykke, siger hun og citerer Rousseau, der siger, at mennesket er født frit, men dog overalt i lænker. Det er her, man som læser mærker smerten på egen krop, for alle har vel oplevet lænker man ikke fik brudt?

Jeg er sikker på, at romanen vil gå over i litteraturhistorien som noget af det bedste, der er skrevet. De tidløse motiver i fortællingen; det du ikke fik gjort, det evigt uforløste, det spildte talent, den ubearbejdede sorg, alliancer du aldrig indgik og det du aldrig fik sagt, er byrder, vi alle bærer på i større eller mindre grad. Med alderen indser man de muligheder, man har haft. Man undskylder og forklarer, for hvis meningsløsheden i ens liv tager over, bliver det ubærligt.

Hannahs historie er næsten ubærlig, med alt det hendes liv har budt på. Men Benjamin Koppel forstår at gå til beskrivelsernes hårfine grænse, ved at lade humoren og det usagte være den buffer, der får læseren fængslet til det sidste. Selv om Hannah er Anna i et virkeligt levet liv, og i Koppels familie, er det fiktion, når det er bedst.