3. august, 2023
Ytringsfrihed eller larmende plathed.
Den ytringsfrihed vi diskuterer i dag bygger på islamofobi, som Dansk Folkeparti i sin tid slæbte
ind i de rene stuer. Det inficerede et stort flertal af politikere, og fra nullerne og frem til nu har
udlændingepolitikken bygget på meningsløse generaliserende skræmmebilleder af islam.
Det var så afgjort også af den grund blasfemiparagraffen blev afskaffet. Fremover skulle det
være muligt at håne og fornedre andre menneskers tro – underforstået islam! Det store flertal
pakkede afskaffelsen af paragraffen ind i ytringsfrihed, og det lukkede diskussionen. Set i bakspejlet
kunne paragraffen måske ha´ været tjent med mere nutidige formuleringer, men afskaffelsen kan
næppe tilskrives en forbedring af ytringsfrihed.
Ytringsfriheden kan ikke været ubegrænset. Friheden til at ytre sig ligger tæt knyttet til den
styreform en hvilken som helst kultur har valgt. Men den absolutte frihed findes ikke – ej heller til
at ytre sig – nogen steder. I alle lande diskuteres gråzonerne. Også herhjemme. Det er efter min
mening godt, at vi til stadighed fastholder meningen med ytringsfrihed… i modsætning til det
meningsløse i at misbruge en ”rettighed” til åndsforladt hån af en religion.
Der er mange der mener det er et knæfald for islam, hvis vi afstår fra at håne religionen. Men det
virker modsætningsfyldt i et land med religionsfrihed. Derfor er muslimerne i Danmark af god
grund kede af, at netop deres religion altid står for skud. I min optik betyder religionsfrihed, at vi
også har pligt til at beskytte den selv samme frihed, så længe det kan ske indenfor det sekulariserede
samfunds rammer.
Selv er jeg at betragte som en ateist, der betaler kirkeskat. Men i seminarietiden mødte jeg en
religionslærer som var eminent til at forklare troens anatomi. Vi læste Mikael Rothsteins ”Gud er
(stadig) blå”, Naser Khaders ”Ære og skam”, en del af Jan Lindhards bøger og mange andre tekster.
Det jeg udledte af min lærer og forfatternes tekster var en hel enkel og logisk forklaring på religion
som fænomen. Det er muligt, at det er løgnehistorier alt sammen, men de hellige skrifter er med til
at ordne et kaos i mennesker, som videnskaben ikke formår. Religion er forklaring på det
uforklarlige. Alle må vi tro om det vi ikke ved. Behovet er naturligvis individuelt, men for rigtig
mange er religiøse skrifter vigtige som salt og brød. Og som Rothstein fortæller, er der reelt mellem
20.000 og 30.000 kristne retninger. Det samme er vel tilfældet indenfor islam.
Generalisering er derfor infantilt og afstumpet. Niels Hausgaard morede sig engang til en koncert
over emnet. Danskeren – der havde samme kulør som grise – sagde til indvandreren, at alle
muslimske mænd voldtog deres døtre. Hertil svarede invandreren, at alle danske mænd til gengæld
sked i bukserne. Det var naturligvis efter den stedlige kulørs mening det rene opspind og løgn. Men
invandreren lagde nu hovedet på skrå og sagde: ”Nå, det er måske aldrig sket?”
Det er ikke underligt, at religion er forbundet med stærke følelser. Selv om jeg ikke selv tror på
en gud, kan jeg ikke forstå det rimelige i at håne det andre finder trøst i. Endvidere er det
paradoksalt, at man kan hylde bogafbrænding i ytringsfrihedens navn. Det hænger ikke sammen.
Der går ingen skår af ytringsfriheden ved at rense den for larmende plathed. Det er derfor mit
håb, at politikerne indrømmer det var dumt at afskaffe blasfemiparagraffen i stedet for at forbedre
den.